Tim Carstensen

Sidder her på gode Møn og tænker på vores venner i Ukraine. I går blev en togstation sprængt i luften og mange døde. I sidste uge var det en legeplads. Alle civile. Russerne er fuldstændig afstumpede. Derfor synes jeg også, der kører en helt forskruet debat om Ukraine og krigen de her dage. Den ene efter den anden dukker op i medierne og fortæller os, at nu må vi altså være realistiske. Klaus Riskær. Martin Henriksen. Og andre besynderlige typer. Taletid får de da masser af. Ukraine kan ikke vinde. Krigen skal slutte. Vi må acceptere, at Rusland også har nogle interesser, og at fred kræver indrømmelser. Undskyld mig. Men man sidder da tilbage med det indtryk, at det på en eller anden måde er ukrainerne, der er blevet problemet. At det er dem, der er urimelige, fordi de ikke vil afgive deres land. Dem der er stædige, fordi de insisterer på at forsvare sig. Og os andre, der er naive, fordi vi bliver ved med at støtte dem. Hvad i allervideste verden er det dog for en logik? Har haft en fortid i militæret og bliver simpelthen så harm over det her med, at nu kan ukrainerne da bare sige ja tak til fred og så overgive sig! Ikke fordi jeg er imod fred. Selvfølgelig er jeg ikke det. Det er der jo ingen, der er. Jeg ønsker ikke noget højere end, at den her forfærdelige krig slutter. Men man skal da holde op med at lade som om enhver aftale, der får bomberne stoppet, automatisk er en god fred. For lad os nu lige se på, hvad Rusland kræver. De vil have ukrainsk territorium. De vil forhindre Ukraine i at blive medlem af NATO. De vil begrænse størrelsen på Ukraines militær. Og de vil have indflydelse på, hvordan landet fremover skal indrette sin egen sikkerhed. Putin har endda kaldt en storby som Odessa for en russisk by. Den russiske patriark har skrevet under på, at krigen skal afsluttes ved, at ukrainerne er blevet lavet om til ”lillerussere”. Vi taler altså om et regime, der ikke bare ønsker en afslutning på krigen, men som fortsat gør krav på retten til at bestemme over et andet land. Og så er der mennesker herhjemme, der mener, at det er den slags krav, vi skal være realistiske omkring. Det synes jeg faktisk er ret utroligt. Jeg synes også, vi skal være meget opmærksomme på, hvad vi lærer Rusland (og andre stormagter også), hvis vi accepterer den tankegang. At man kan starte en angrebskrig, slå tusindvis af mennesker ihjel, ødelægge hele byer og til sidst få noget ud af det, hvis bare man bliver ved længe nok. Det er ikke ligefrem en opskrift på en mere fredelig verden, hvis du spørger mig. Og det mest groteske er vel næsten, at Putin faktisk har mulighed for at stoppe krigen. Rusland kan indstille sine angreb og trække sine styrker tilbage. Men i stedet for at rette presset mod Rusland er vi nu begyndt at diskutere, hvor store indrømmelser Ukraine skal tvinges til at acceptere. Amen altså. I de her dage synes jeg, at det er vigtigt at huske: der er forskel på fred og underkastelse! Og det der bliver talt om de her dage er i hvert fald ikke det første.