Jens Emil Fogtmann

Dateret 14. juli 2025 Latterlig lattergasdækning på Danmarks Radio Man kan pine sig selv på mange måder. En sikker metode er at indtage store mængder Danmarks Radio. F.eks. med to helt igennem fladpandede og ubegavede udsendelser om unge menneskers brug af lattergas som rusmiddel - udsendelser, der leverer groteskt simplificerede og alarmistiske 1. ordensanalyser, der ville gøre enhver jævnt begavet 7. klasseelev grøn af misundelse. I begge programmer har journalisterne smidt bundtrawlet ud i provinsen og halet to prægtige unge kvinder ind. Den ene, lad os kalde hende Denice, for jeg kan ikke huske hendes navn, men hun lignede en Denice, fortæller at hun i lange perioder har indsnuset flaske efter flaske af den bedøvende gas. På daglig basis, naturligvis. Det overdrevne og bizart store misbrug har så resulteret i, at hun har fået nerveskader i benene, hvilket gør, at hun nu halter. Det er altså den mulige konsekvens af, at hver 7. af ens inhalationer i månedsvis ikke er atmosfærisk luft, men lattergas. I mine ører: billigt sluppet. Den anden provinsdronning fortæller med et grin, at hun var ved at dø, da hun af en af de store økonomiflasker tog en så stor snuser, at hun besvimede med den åbne gassut i munden. Det fik prompte den unge, blonde journalist til at udbryde: “Ej, jeg vidste slet ikke, at det var så farligt.” Jo, journalistdame, når man tilsyneladende helt mutters alene indtager lattergas direkte af den store gryde med trylledrik og dermed bryder de mest basale retningslinjer for sikker indtagelse, så kan man godt komme til skade. Quelle surprise. Begge genier nævner selvfølgelig, at de har sniffet gassen, imens de førte motorkøretøjer. Det er det niveau, vi kryber rundt på. At bruge Denice og den anden store begavelse som eksempler på, hvad konsekvenserne ved lattergasbrug, er som at fremdrage Niki Lauda og Jason Watt, når talen falder på farerne ved at føre motorkøretøj. Eller som at pege på Hemingway og Kurt Cobain, når man skal estimere risikoen ved at betjene glatløbede haglvåben. Det er dog helt i mainstreammediernes ånd. Når de f.eks. skildrer konsekvenserne ved at indtage steroider, finder de en eller anden punkteret klovn, der igennem et årti har injiceret 1 gram testosteron om ugen. En absurd dosis og periode. Derfor overrasker det mig slet ikke, at de i lattergassens tilfælde har fundet to low-IQ knaldhætter med en flødeskumsflakoner permanent installeret i kyssetøjet. Altså ekstreme outliers med en helt bizar risikoadfærd. Skulle DR finde ækvivalenter til de to prinsesser inden for druk og rygning, skulle de grave det originale Motörhead line-up op. Ikke særligt repræsentativt, men derimod rablende sindssyg alarmjournalistik. Hele præmissen i de to programmer er, at lattergas helt klart er et anliggende for politiet og at en yderligere kriminalisering ville være vidunderligt. Man skulle faktisk tro, at produktionsholdet var fra politiets pressetjeneste. I seriens første afsnit afslører Statsradiofonien (helt uforvarende, er jeg stensikker på), at politiet sandsynligvis bevæger sig i en klar gråzone ift. borgernes basale retsgarantier. Det dokumenteres, da vi ser, at betjente på færdselskontrol rutinemæssigt kigger efter lattergas i folks bagagerum under et §77-eftersyn. Færdselslovens §77 giver ikke hjemmel til at ransage efter rusmidler uden mistankegrundlag. Politiet må ikke rode rundt i folks biler, bare fordi betjenten har lyst. Om ordensmagten er gået endnu længere med uhjemlede ransagninger ved at kigge i tasker, sidelommer og så videre, det ved vi ikke. Men med mit kendskab til politiets respekt for landets lovgivning, ville det ikke undre mig. Selvfølgelig var denne vinkel slet ikke på de tanketomme tabloidjournalisters radar. Jeg er i tvivl om, om de overhovedet ville kunne forklare, hvad retsplejeloven er. Men er der så et problem i forbindelse med lattergas som rusmiddel? Ja, det er der. Problemet er primært, at kolbøttesegmentet bringer os andre i livsfare, når de vælger at slukke for deres bevidsthed med 100 kilometer i timen bag et rat. Det skal løses med udvisninger, remigration, og en minimumsstraf på 12 måneders ubetinget fængsel, når det opdages. Det løses IKKE ved at underminere mistankekravet i retsplejeloven, og det løses slet ikke ved at servere en del af rusmiddelmarkedet for voldsparate gadebander. Efter at have set de to TV-udsendelser følte jeg ikke alene, at jeg var blevet dummere - jeg følte også, at jeg havde fortjent smudstillæg for at kæmpe mig gennem det tvangsfinanserede makværk. Tænk, at vi tvinges til at betale for det lort.