Panikfasen Når det sker for et menneske eller et dyr, er panik noget som er ret tydeligt for omgivelserne. Helt umiddelbart. Men når et land eller en organisation går i panik, kan det godt være vanskeligt at få øje på, selv for dem som bor i landet eller er medlem af organisationen; ja, faktisk særligt for dem. Eller skulle jeg sige: for os. NATO er i krig med Den russiske Føderation i Ukraine, som gennem de ukrainske væbnede styrker (AFU) leverer soldater til bekæmpelse af invasionen fra nabolandet. Allerede i sommeren 2023 var desorienteringen tydelig og NATO står nu, fire år inde i krigen, uden en strategi for at nå frem til en fred og en generalsekretær, som konstant taler om eskalation, uden at organisationen har noget reelt at stille op i henhold til de reelle faktorer i krigen: NATO-landene ønsker ikke at levere soldater fra deres egne hære og der mangler våben i lagrerne at give til Kyiv. Penge skorter det også på; finansieringsbehovet nærmer sig hastigt 100 milliarder €. Vinteren kommer i løbet af nogle måneder og der er ikke rigtig nogen plan. Derfor er det vigtigt nu at begynde på diskussionen om scenarier, de muligheder vi har og hvad vi på længere sigt gerne vil kunne, men det er vanskeliggjort af, at NATO og NATO-landenes regeringer ikke aner deres levende råd og reelt er i panik. Jeg skildrede Ukrainekrigen som en propagandakrig, hvor beslutningerne foretages i henhold til en ønsket effekt i offentlighederne, fremfor militære hensyn: eftertrykket.dk/propagandakr… Basalt set har vi defaktualiseringsfasen, hvor vi fik tudet ørene fulde af vores fortælling om krigen, hvor fjenden er ond, angriber civile, angriber fordi de ikke kan lade være, osv. Den blev efterfulgt af delusionsfasen, hvor vi styrker vores identitet i konflikten ved at pådutte omverdenen vores syn, hvilket ikke lykkedes, da 3/4 af klodens regeringer, ser igennem vores propaganda og nærmere forstår NATO som aggressoren, men heldigvis for det meste holder deres kæft. Så kom desperationsfasen, hvor tingene accelerede, fordi vi blev ved at insistere på vores fatale strategi med drømmen om at udmatte Rusland, uden at det havde udsigt til andet resultat, end at vi gravede os dybere ned i suppedasen. Nu er vi havnet i panik: Ukraine bliver ødelagt og hovedstaden, Kyiv, vil stå uden basale fornødenheder, når vinteren sætter ind. I dag er det 20 grader i løbet af dagen, men til nytår, vil temperaturen falde til under frysepunktet. Uden el bliver det koldt om natten, så koldt at vi må forvente nye strømme af migranter. som vil søge flygtningestatus hos os. Der mangler allerede mad og vand. Bombardementerne fortsætter. Der er forskellige årsager til at vi er havnet i panik. For det første har vi forbrudt os mod et politologisk grundprincip: altid at tage den nødvendige beslutning i tide. Det er et slag i luften at komme med det nu, men symptomet er klart: vi trækker dynen over hovedet, skruer op for radioen og lader propagandaen henlede vores tanker på noget andet; mon ikke der kommer en krimi på tv? Vi fik ikke lagt en realistisk kurs og uanset hvor onde vi synes at fjenden er, hjælper det intet på situationen. Men kan vi ikke angribe Rusland mere og tvinge dem til at lave våbenhvile? Reelt ikke. Kreml ønsker ikke at skulle meddele deres offentlighed, at man venter på at NATO igen bygger op i Ukraine. Stemningen i Rusland er for at sætte tempoet op i krigen. De russiske væbnede styrker har kæmpet med deres luftforsvarssystemer gennem hele året, hvor det er lykkedes NATO at levere spektakulære angreb på olieinfrastruktur i Rusland, som har skabt store overskrifter, men faktisk ikke gav de store resultater, selvom ødelæggelserne var temmelig omfattende. Nu er der langt mellem de succesfulde angreb og man taler igen i regeringskredse om at åbne en ny front. Problemet er her, at man for eksempel ved at etablere en blokade af Kaliningrad, den lille enklave ved Østersøens bred, vil foretage en krigshandling mod Den russiske føderation, som idet den er udenfor zonen for den specielle militære operation (som Kreml kalder krigen i Ukraine), vil være omfattet af den russiske forsvarsdoktrin: xitter.cf/KlausKondrup/status/21… Det betyder at en hær, som opmarcheres langs den russiske grænse, vil kunne mødes med et taktisk atomvåben eller to. Skulle vi vælge så at svare igen, vil det kunne udslette os fuldkomment. Normalt ignorerer man politologer, men i panikfasen, hvis man er på vej til at begå selvmord, opfordrer jeg til at man bruger sin livlinje og taler med en kyndig: ukrainedebat.dk/post/krig-me… Panik er værd at undgå, hvis man kan. Er man havnet i panik, kan det være en god ide at erkende det og bringe sig ud af panik, inden man laver skade på sig selv. Træk vejret dybt og forsøg at gen-orientere dig i situationen (ring til en ven). Søg eventuelt informationer om hvad der foregår omkring dig. Indtil videre nægter myndighederne at forstå alvoren og forbliver blinde for konsekvenserne. Der tales om, at vi skal forsvare os og at alle som ikke vil i skyttegraven er forrædere. Men hvad er det for kræfter, som hiver i os og bevæger os mod krig? Jeg opfordrer til besindelse og at vi begynder, at se på muligheden for fred: ukrainedebat.dk/post/om-muli…