Lang post - men vigtig læsning! ⬇️🇩🇰 Som jeg tidligere har sagt, synes jeg det er super fedt, at folk i massevis går på gaden med Dannebrog. Vi har dog et -stort- problem... Arrangøren af demoen, Cyrus Razavi, kalder organisationen for "Det danske folk". Samtidigt anerkender han ikke, at danskerne er et folk. Hvis udlændinge kommer hertil, og ikke anerkender at danskerne er en historisk og organisk vokset gruppe, der som de eneste har krav på og ret til Danmark, og at de selv er gæster, så er de ikke på danskernes side. Så er de, ligesom alle vores andre fjender, en fremmed interessegruppe, som forsøger at tage ejerskab over vores fødselsret, og hævder den som deres egen. Kampen for Danmark og det danske folk er ikke en kamp *imod* islam. Det er en kamp *for* Danmark og danskerne. Der er ingen vej udenom at det danske folk er defineret som etnisk gruppe. Jeg har tidligere skrevet en kronik om det, som jeg her deler et uddrag af: "Et element i etnicitetens semantik Det betyder dog ikke, at de materielle vilkår ikke spiller en rolle - den genealogiske dimension er et element i etnicitetens semantik, ikke dens ontologiske grund. Slægtskab er relation, ofte direkte overleveret arv fra generation til generation, men også som et folkefærd - en udvidet familie, men transmission gennem familier fører ikke nødvendigvis til biologisk essentialisme. Familien er ikke blot en reproduktiv enhed, men også fortolknings-, kultur- og socialiseringsenhed. Det, der gives videre, er ikke blot gener, men vaner, fortællinger, navne, myter, frygt og glæde, håb og ansvar og historiske billeder af, “hvem vi er”. Den fælles forståelse af ophavet kræver nødvendigvis en semiotisk dimension for at kunne tolkes fra det rent materielle. Slægtslinjen er derfor medieret af kultur og relation. At noget gives videre gennem kroppe, betyder ikke, at dets væren er kropsligt eller materielt. Kræver en holistisk tilgang Når vi taler om danskhed, så taler vi om en væren. En væren, der når vi forholder os til den, kommer til udtryk som en identitet. Dette kræver en holistisk tilgang at forstå, og for at rumme både dens helhed og historie. Hvis vi begrænser danskhed til værdier, så afskriver vi samtidigt alle de danskere fra danskheden, som ikke deler de værdier, både her og nu - og i vores historie. Samtidigt mangler man at besvare, hvor disse værdier stammer fra. De må jo have en oprindelse, et folk, som praktiserer dem og derved synliggør dem. Værdier er altså ikke en holdbar beskrivelse af danskheden, men de afslører noget vigtigt: at vi er et folk, som praktiserer værdier. Det samme gælder for kultur. Kultur er ikke fritflyvende og kan ikke eksistere uden et folk til at udleve den. Ligesom med værdierne, kan vi ikke begrænse danskheden dertil, da det ekskluderer vores egne. Og ligesom med værdierne, afslører det noget for os: Folket, som praktiserer kulturen, er den røde tråd. Folk er et andet ord for etnicitet Folket er det gennemgående i afdækning af, hvem vi er. Folket er blot et andet ord for etnicitet. Ethnos betyder “folkefærd”, eller rettere “det, som udgør et folkefærd”. I sin græske oprindelse er det nært beslægtet med “stamme”, “gruppe” og “slægt”. Et folkefærd kan godt beskrives genetisk, men dette, mener jeg, er en materialistisk reduktion, som ikke er retvisende. Jeg mener nærmere, man bør finde en definition, som åbner for et sammenspil mellem de andre faktorer, såsom værdier og kultur. Dette finder vi i begrebet “kontinuitet”. Selve kontinuitet i folkefærdet, det at vi er vores forfædres efterkommere, gør os til et folkefærd." Danskerne er en etnisk gruppe - alt politik tager udgangspunkt i den erkendelse. Det politiskes grundlag er en erkendelse af, hvem suværenen er: danskerne.