For Trump er det afgørende spørgsmål ikke, hvordan Ukraine kan besejre Rusland, men hvad USA får ud af at engagere sig i krigen.
Præsidentens svar er i udgangspunktet ret enkelt: ikke meget.
Ukraine er ikke medlem af Nato, og amerikanerne har ingen traktatmæssig forpligtelse til at forsvare landet. Krigen foregår på europæisk jord, og konsekvenserne af en russisk sejr vil først og fremmest kunne mærkes i Europa. Derfor mener Trump principielt, at Ukrainekrigen er europæernes problem.
Denne tilgang adskiller sig markant fra den amerikanske udenrigspolitiske tradition, hvor USA siden Anden Verdenskrig har betragtet opretholdelsen af den europæiske sikkerhedsorden som en afgørende amerikansk interesse. Men i den nuværende præsidents univers er alliancer ikke nødvendigvis et strategisk aktiv i sig selv.
De skal, ofte i bogstavelig forstand, kunne betale sig. Samme tankegang gælder Ukraine. Hvor europæerne ser den russiske aggression som en trussel mod vores egen frihed og sikkerhed, ser Trump snarere en krig, som USA har påtaget sig en uforholdsmæssig stor del af regningen for.
For Trump er Ukrainekrigen ikke blot en konflikt, han gerne vil afslutte for at kunne profilere sig som fredsmægler. Den er især en sten i skoen i forsøget på at normalisere forholdet til Rusland.
Trump har længe betragtet relationen mellem Washington og Moskva som unødvendigt konfliktfyldt og mener nok grundlæggende, at verdens to største atommagter burde kunne indgå aftaler. Trumps transaktionsorienterede verdenssyn kommer tydeligt til udtryk her: Hvis USA og Rusland kan opnå gensidige fordele ved at samarbejde, hvorfor skal Ukraine så stå i vejen?
Heri ligger en fundamental konflikt mellem Trumps USA og Europa.
I vores optik står Ukraine midt i en frihedskamp, hvor en selvstændig nation kæmper for sin overlevelse, og hvor vi potentielt selv står for skud efterfølgende. For den amerikanske præsident er det i højere grad en forretningscase, hvor de involverede parter må finde frem til en aftale, som alle kan leve med.
Uanset hvad vi mener om Trumps ageren, bliver vi dog nødt til at forholde os til spørgsmålet om, hvad vores egen strategi egentlig er.
Frontlinjerne har ikke flyttet sig afgørende i flere år, og der er ingen umiddelbare udsigter til, at Ukraine militært kan generobre alle de besatte områder. Hvis en forhandlingsløsning skal afspejle andre militære realiteter end de nuværende, må vi være villige til at bidrage til at ændre dem.
Det vil sige, at vi ikke længere blot skal hjælpe Ukraine med at undgå at tabe krigen, men målrettet forsøge at styrke landets militære position og dermed dets forhandlingsposition.
Jeg har personligt svært ved at forestille mig, at der er den nødvendige politiske opbakning til en ”Ukraine skal vinde”-strategi i Europa. I så fald står vi tilbage med udsigten til en fortsat udmattelseskrig, hvor vi hverken er villige til at acceptere de nødvendige kompromiser eller betale prisen for at ændre styrkeforholdet.
Vi kan naturligvis blive ved med at være vrede på Trump. Men det er trods alt ikke Trumps skyld, at vi i Europa begyndte at opruste alt for sent og fortsat mangler magtmidlerne til selv at afgøre udfaldet af en krig på vores eget kontinent.
Uddrag af ugens klumme - kan læses her i sin helhed:
jyllands-posten.dk/debat/kom…
“Hvis du og jeg var gift, ville jeg være nødt til at lade mig skille. Det tempo har jeg slet ikke tid til” 😂
Jyllands-Posten har lavet et skønt portræt af Frau Terkelsen i forbindelse med hendes nye bog, “Sidste udkald”.
Jeg har gennem årene haft det store privilegium at arbejde sammen med Ulla, og det er altid en udsøgt fornøjelse. For selvom hun har oplevet og dækket mere verdenshistorie, end de fleste af os kan nå at læse om, er hendes nysgerrighed, engagement og arbejdsglæde stadig helt usvækket.
Men det, der suverænt har gjort det største indtryk på mig, er hendes enorme generøsitet og uforgængelighed. Ulla deler gavmildt ud af sin viden og erfaring, interesserer sig oprigtigt for sine kolleger og har aldrig haft behov for at gøre sig selv større på andres bekostning.
Hendes dedikation er legendarisk. Man kunne tro, at man efter så mange år i journalistikken og folkeoplysningens tjeneste havde fortjent at læne sig lidt tilbage. Men den tanke synes aldrig rigtig at have strejfet Ulla, som man også fornemmer i artiklen.
Apropos så sætter vi i det nye år et nyt skib i søen sammen, og jeg glæder mig allerede til flere gode oplevelser med et af mine yndlingsmennesker ! 👑
jyllands-posten.dk/article19…
Når folket ikke har råd til hakkebøffer, må det få en henrettelse.
Sådan kunne man lidt spydigt opsummere det seneste programforslag fra USA’s forsvarsminister, Pete Hegseth, der ville lade amerikanerne følge med på nettet, når Fort Hood-gerningsmanden, Nidal Hasan, efter planen skal henrettes ved skydning den 3. december.
Brød og skuespil anno 2026 bare i en amerikansk udgave, hvor Colosseum har fået bredbåndsforbindelse.
Set i lyset af Trump-administrationens hypermaskuline machopolitik var forslaget nærmest en naturlig udvikling. Når man gennem snart to år har gjort sig umage med at fortælle, hvor hård, stærk og mandig man er, skal nosserne jo på et tidspunkt på bordet, for ellers begynder tilhængerne vel at spørge, om man har andet at byde på end overarme og tillægsord.
Hvis nogen mener, at det er en dårlig idé at gøre en henrettelse til et offentligt skuespil, må det jo være, fordi vedkommende er en blødsøden, avocadotoastspisende halalhippie. Eller endnu værre: woke. Eller begge dele, hvilket i Hegseths univers vel omtrent svarer til at møde op til session med menstruationsbind og yogamåtte.
Problemet for Pete Hegseth var bare, at amerikanerne ikke var interesserede i at se en offentlig henrettelse. En måling fra Washington Post, ABC News og Ipsos viste i denne uge, at 80 pct. var imod at livestreame henrettelsen, mens kun 18 pct. støttede idéen.
Lad os for en kort stund dvæle ved, hvor svært det er at opnå 80 pct. modstand i USA. For at sætte tallet i perspektiv har YouGov tidligere fundet omtrent samme modvilje mod folk, der bliver fulde på fly, ser film uden hovedtelefoner, efterlader affald i sædelommen eller aldrig svarer på en bryllupsinvitation.
Pete Hegseth havde altså ramt noget nær den folkelige begejstring for en beruset medpassager, der ser Netflix på højttaler og efterlader sit skrald til andre.
Om forsvarsministeren også er dårlig til at svare på bryllupsinvitationer, skal jeg lade være usagt. Men det kræver alligevel en del at få 80 pct. af amerikanerne til at sige nej tak. Da YouGov i 2014 fandt en tilsvarende enighed, handlede spørgsmålet om, hvorvidt det var acceptabelt at klæde sig ud som Islamisk Stat-kriger til halloween.
Det er altså lykkedes Hegseth at finde noget, som et overvældende flertal af amerikanerne kan blive enige om er en dårlig idé, hvilket er noget af en præstation i et polariseret land.
Selv hvis streamingen primært var tænkt som valgflæsk til basen, er der tale om en noget mager grisebasse. Hos republikanere, som ikke identificerer sig med Maga, var 79 pct. imod, og selv blandt Maga-republikanerne var et flertal på 55 pct. imod, mens 43 pct. var for at transmittere henrettelsen.
Faktisk var der kun én gruppe i opgørelsen, hvor et flertal bakkede op om den transmitterede henrettelse: Maga-mændene. Her støttede 57 pct. at vise henrettelsen på nettet, mens 42 pct. var imod. Hos Maga-kvinderne var opbakningen blot 29 pct., mens 69 pct. sagde nej tak.
En rigtig Maga-mand ser altså tilsyneladende en henrettelse, mens konen hellere vil se noget andet.
Uddrag af ugens klumme - kan læses her i sin helhed:
jyllands-posten.dk/debat/kom…
Jeg har en mælk i køleskabet, der kan holde sig længere end Trumps seneste pressesekretær 🥛
🤖 Made with AI
Hun holdt en halv Scaramucci
BREAKING: Katie Zacharia 'transitioning out' of job as Trump's press secretary, senior White House official tells @pdoocy
Det er @RSSondergaard skyld, at jeg havnede i Italien, men det vender vi tilbage til.
På flyet til Firenze havde jeg nemlig medbragt Rasmus’ nye bog, ‘Alliancens kollaps’, som han havde været så venlig at sende mig med en personlig hilsen. To timer senere havde jeg læst den fra ende til anden. Det er ikke hver dag, man kan betegne en bog om transatlantiske relationer som en pageturner, men det var tilfældet her.
‘Alliancens kollaps’ er en velskrevet og tankevækkende bog om, hvordan USA og Europa gradvist er gledet fra hinanden. Heldigvis er Rasmus historiker, så han begår ikke den klassiske fejl, som ellers præger store dele af den offentlige debat, hvor Trump typisk er forklaringen på alle verdens problemer. Trump har utvivlsomt accelereret udviklingen, men som jeg selv belyste i ‘Fra Supermagt til Shitshow’, begyndte problemerne længe før ham.
I det her tilfælde har amerikanernes frustration over europæernes manglende forsvarsinvesteringer, den strategiske drejning mod Asien og skepsissen over for internationale forpligtelser dybe historiske rødder, og Rasmus trækker trådene helt tilbage til den amerikanske isolationisme og viser, hvordan både Bush og Obama på hver deres måde bidrog til den voksende afstand mellem kontinenterne.
Undervejs i bogen kommer vi også med ind i magtens maskinrum i Washington. Rasmus har arbejdet i Kongressen, og han fortæller blandt andet om et interessant møde med Andy Baker, der sidenhen er blevet en central udenrigspolitisk rådgiver for J.D. Vance. For mig var det netop blandingen af historisk overblik, politisk analyse og personlige oplevelser, der gjorde bogen så læseværdig. Så til de læsere af ‘Fra Supermagt til Shitshow’, der har efterlyst en opfølger med større fokus på USA’s udenrigspolitiske udvikling, kan jeg kun sige: Køb Rasmus’ bog.
Tilbage til Italien.
For mere end 10 år siden gjorde Rasmus mig opmærksom på European University Institute (EUI) i Firenze. Han mente, at min interesse for transatlantiske relationer, særligt forholdet mellem Tyskland og USA, var som skræddersyet til en ph.d. på universitetet.
Rasmus fik som oftest ret. Jeg endte med at søge ind og skrev min ph.d. på EUI. Ganske vist kom afhandlingen til at handle om Tyskland frem for USA, og de planlagte fire år blev til syv, men det er bare detaljer. Undervejs kom både Donald Trump, en verdensomspændende pandemi, dødsfald og familieforøgelser på tværs af den oprindelige tidsplan. Sådan kan det gå, når man forsøger at planlægge sit liv.
Men ph.d.’en kom langt om længe i hus, og jeg skylder Rasmus en stor tak for i sin tid at have gjort mig opmærksom på muligheden i Italien. At jeg nu stod tilbage i Firenze med hans bog i hånden, var vel egentlig en meget passende måde at slutte cirklen på 🇮🇹
Servicemeddelelse fra støvlelandet 🇮🇹
play.tv2.dk/serie/kampen-om-…
10 år siden i dag👷
nyheder.tv2.dk/udland/2016-1…
#NeverForget #BuildThatWall #SkulleVæreGåetIBauhaus
»Hvad kan Trump finde på?« er suverænt det spørgsmål, jeg får flest gange, når jeg holder foredrag om midtvejsvalget. Typisk efterfulgt af et mere konkret spørgsmål: Kan Trump ikke bare erklære undtagelsestilstand og aflyse midtvejsvalget, hvis han står til at tabe?
Bekymringen er forståelig. Donald Trump har trods alt brugt mere energi på at mistænkeliggøre amerikanske valg end på at anerkende dem, han taber. Men lad os starte med at skelne mellem, hvad Trump kunne finde på, og hvad en amerikansk præsident rent faktisk har beføjelser til at gøre.
Jeg kommer ikke til at fremstille Trump som demokrat med stort D. Hans manglende accept af nederlaget i 2020, presset på valgmyndighederne og forsøget på at forhindre magtoverdragelsen taler desværre for sig selv. Stormen på Kongressen var i den sammenhæng bare den kedelige kulmination, selvom Trump og hans støtter ihærdigt fastholder, at den 6. januar 2021 bare var en lidt mere festlig amerikansk udgave af Kulturnatten på Christiansborg.
Tilbage til spørgsmålet, om Trump kan aflyse midtvejsvalget den 3. november. Det korte svar er nej, for den amerikanske forfatning er entydig i dette spørgsmål.
Midtvejsvalget er ikke ét samlet, landsdækkende valg, som bliver styret fra Washington. Det er en hel stribe særskilte valg, hvor man for eksempel til Repræsentanternes Hus vælger ét medlem i hver af de 435 valgkredse, mens senatorerne vælges i hele deres respektive delstater.
Disse valg administreres af delstater og lokale myndigheder inden for fælles føderale rammer. Det gør ikke systemet immunt over for pres eller manipulation, men det betyder, at Trump ikke bare kan ringe til en national valgchef og bede vedkommende om at trække stikket.
Men hvad med undtagelsestilstanden, sidder du og tænker?
Det er korrekt, at en amerikansk præsident kan erklære en national nødretstilstand med afsæt i National Emergencies Act. Erklæringen ophæver dog ikke den amerikanske forfatning for en kærkommen stund. Det samme gælder i øvrigt også for Insurrection Act, som heller ikke gør præsidenten til valgchef.
Historien giver også anledning til en smule besindighed, Trumps antidemokratiske tendenser til trods, for USA har aldrig aflyst et landsdækkende føderalt valg.
Er der så ingen grund til bekymring overhovedet? Jo, bestemt. En præsident behøver ikke at forsøge at aflyse et valg for at skade tilliden til valghandlingen.
Donald Trump lever ligesom Richard Nixon efter devisen, at når præsidenten gør det, så er det ikke ulovligt. Så på spørgsmålet om, hvad Trump kan finde på, er mit svar fortsat, at kun fantasien sætter grænser.
Men jeg vil samtidig insistere på, at vi tager udgangspunkt i de beføjelser, som præsidenten rent faktisk har, fremfor hvad Trump godt kunne tænke sig. Ellers risikerer vi at gøre Trump mere almægtig, end han er. Bevares, Trump har vist rigeligt høje tanker om sig selv, men der er jo ingen grund til, at vi andre hjælper til.
Ugens klumme er en sikker vinder i kategorien “berømte sidste ord” og kan læses her i sin helhed:
jyllands-posten.dk/debat/kom…
Andre må vurdere, om jeg fik sagt nogle bevingede ord i ugens udgave af Kampen om USA 🪽
Men jeg fik da pudset min glorie 😇
📸 Annette Heick
Mirco Reimer-Elster retweeted
Velskrevet, upartisk, humoristisk og nøgtern opsummering fra @ReimerElster - værd at læse hvis man vil have en status på midtvejsvalget i USA.
Frygten er ved at sprede sig hos Republikanerne med en måned til midtvejsvalget. Det forstår man godt, når man ser på tallene.
Ifølge datajournalisten Nate Silver gik Demokraterne ind i september med et forspring på 6,7 procentpoint, når amerikanerne bliver spurgt, hvilket parti de vil stemme på til Kongressen. I skrivende stund er Demokraternes forspring vokset til 8,9 procentpoint.
Den velansete og uafhængige analyseinstitution Cook Political Report har i denne uge rykket vurderingen af 15 valgkampe til Repræsentanternes Hus i demokratisk retning.
Ifølge Cooks opgørelse vil Demokraterne nu kunne overtage flertallet, selv hvis partierne deler de helt åbne valgkredse ligeligt mellem sig. Generelt ligner det efterhånden primært et spørgsmål om, hvor stort Republikanernes nederlag bliver i Huset.
Også Senatet er i spil, og her er Demokraterne nu pæne favoritter til også at opnå flertal. Hos Nate Silver fører demokratiske kandidater i gennemsnittet af meningsmålinger i blandt andet Texas, Ohio, Iowa og Alaska. Der er ganske vist tale om små forspring flere steder, men prøv lige at læse navnene på delstaterne igen.
Det er næppe den geografiske sammensætning, man ville vælge til et landsmøde for amerikanske havremælksentusiaster. Til gengæld er det alle sammen delstater, som Trump vandt med mere end 10 procentpoint i 2024, som præsidentens partifæller nu kæmper for at holde på republikanske hænder.
I Trumps tilfælde giver det dermed sig selv, at en præsident med cirka 38 pct. opbakning i befolkningen ikke trækker sine partifæller op, men ned.
I limbo plejer man at spørge: ”Hvor langt kan du komme ned”, men efterhånden er det også et rimeligt spørgsmål at stille til Trumps opbakning i befolkningen.
Forskellen er bare, at det i limbo er en fordel at komme længere ned.
Dermed ikke sagt, at Demokraterne bør bestille konfettien allerede nu. Partiet har fortsat rigeligt med egne problemer, og en stemme imod Trump er ikke automatisk en kærlighedserklæring til Demokraterne.
Men i et de facto-topartisystem kan man sagtens være træt af begge partier og alligevel foretrække at straffe det, der faktisk sidder på magten. Godt for Demokraterne, skidt for Trump.
Frygten er ved at sprede sig hos Republikanerne med en måned til midtvejsvalget. Det forstår man godt, når man ser på tallene.
Ifølge datajournalisten Nate Silver gik Demokraterne ind i september med et forspring på 6,7 procentpoint, når amerikanerne bliver spurgt, hvilket parti de vil stemme på til Kongressen. I skrivende stund er Demokraternes forspring vokset til 8,9 procentpoint.
Den velansete og uafhængige analyseinstitution Cook Political Report har i denne uge rykket vurderingen af 15 valgkampe til Repræsentanternes Hus i demokratisk retning.
Ifølge Cooks opgørelse vil Demokraterne nu kunne overtage flertallet, selv hvis partierne deler de helt åbne valgkredse ligeligt mellem sig. Generelt ligner det efterhånden primært et spørgsmål om, hvor stort Republikanernes nederlag bliver i Huset.
Også Senatet er i spil, og her er Demokraterne nu pæne favoritter til også at opnå flertal. Hos Nate Silver fører demokratiske kandidater i gennemsnittet af meningsmålinger i blandt andet Texas, Ohio, Iowa og Alaska. Der er ganske vist tale om små forspring flere steder, men prøv lige at læse navnene på delstaterne igen.
Det er næppe den geografiske sammensætning, man ville vælge til et landsmøde for amerikanske havremælksentusiaster. Til gengæld er det alle sammen delstater, som Trump vandt med mere end 10 procentpoint i 2024, som præsidentens partifæller nu kæmper for at holde på republikanske hænder.
I Trumps tilfælde giver det dermed sig selv, at en præsident med cirka 38 pct. opbakning i befolkningen ikke trækker sine partifæller op, men ned.
I limbo plejer man at spørge: ”Hvor langt kan du komme ned”, men efterhånden er det også et rimeligt spørgsmål at stille til Trumps opbakning i befolkningen.
Forskellen er bare, at det i limbo er en fordel at komme længere ned.
Dermed ikke sagt, at Demokraterne bør bestille konfettien allerede nu. Partiet har fortsat rigeligt med egne problemer, og en stemme imod Trump er ikke automatisk en kærlighedserklæring til Demokraterne.
Men i et de facto-topartisystem kan man sagtens være træt af begge partier og alligevel foretrække at straffe det, der faktisk sidder på magten. Godt for Demokraterne, skidt for Trump.
Uddrag af ugens klumme - kan læses her i sin helhed: jyllands-posten.dk/debat/kom…
Sgu da klart at Trump af flertallet af amerikanere bliver beskyldt for at være ufokuseret, når han bruger sin tid på at svare tilfældige danskere 😄
Så er der et nyt afsnit Kampen om USA til jer.
Denne gang med den fremragende @Sara_Glanowski 🌟
play.tv2.dk/serie/kampen-om-…
For præcis seks år siden fik jeg den - syntes jeg selv - geniale idé at tage en guldjakke på til en udsendelse, hvor vi blandt andet skulle tale om Trumps fallerede forretningsimperium.
Det viste sig, at jakken muligvis tog en anelse mere opmærksomhed end selve analysen. Hvem skulle dog have set den komme? 😅
Efter en kærlig opfordring fra chefen blev den derfor sendt på alt for tidlig tv-pension.
Kollegerne var til gengæld hurtigt enige om dengang, at sådan en beslutning krævede kvaje- donuts.
Seks år senere er jeg stadig ikke helt overbevist om, at jakken var problemet 🌟
Protip: husk at indkode din chefs telefonnummer 😄
Det gjorde selvfølgelig ikke mediernes arbejdsbetingelser lettere, at Trump allerede havde smidt en håndgranat ind i debatten ved at komme med en udlægning, der på flere punkter skulle vise sig at gå længere end den aftaletekst, der sidenhen blev offentliggjort. Men det burde ikke have ændret ved et meget banalt journalistisk princip: Man kan ikke konkludere noget om en aftale, man ikke kender indholdet af.
I kølvandet på Trumps udmelding blev der afholdt baggrundsbriefinger om Grønlandsaftalen, men også der så deltagerne ikke så meget som et komma af aftaleteksten. Der er intet odiøst i, at embedsværket briefer journalister og analytikere. Problemet opstår først, når baggrundsbriefingen bliver behandlet som facit. Eller for at skære det endnu mere ud i pap: Hvis man ikke har set en aftale, kan man heller ikke vide med sikkerhed, hvad der står i den.
Det afholdt dog ikke danske medier fra at finde klaphatten frem.
Allerede få timer efter Trumps melding kunne man i Berlingske læse overskriften: ”Schhh. Nævn ikke for Trump, at det er Kongeriget Danmark, der har sejret.”
På TV2.dk blev aftalen af en USA-kommentator kaldt for »et spektakulært nederlag for Donald Trump«, selvom aftaleteksten først blev offentliggjort flere døgn senere.
Hos DR konstaterede en lektor ganske vist, at man ikke kendte de konkrete detaljer endnu, men ønskede alligevel Trump ironisk tillykke med »samme aftale som i 1950’erne«. Det samme gjorde man i Weekendavisen.
Med andre ord kårede danske medier vinderen, inden de overhovedet havde set måltavlen.
Ligesom i januar gik der landskampstemning i den igen. Nu var fortællingen, at de snu danskere havde solgt Donald Trump den samme gamle forsvarsaftale fra 1951 i en ny indpakning. Gammel vin på nye flasker. Trump havde fået lov til at kalde den Château Mar-a-Lago, mens vi herhjemme vidste, at der i virkeligheden var tale om papvin fra Brugsen.
Det er en sjov fortælling. Problemet er bare, at den ikke holder ved nærmere eftersyn.
Hele forløbet blev endnu mere komisk af, at man fra dansk side inviterede til en såkaldt teknisk briefing, der lå fire timer efter offentliggørelsen af aftaleteksten. På det tidspunkt havde tv-stationerne været i breaking i timevis, netmedierne havde produceret analyser på samlebånd, og de fleste avisredaktioner var tæt på deadline.
Så for at opsummere: Først skulle journalister og eksperter forklare aftalen i medierne, bagefter kunne de få hjælp af embedsværket til at forstå den. Det svarer lidt til at udlevere facit efter eksamen og kalde det vejledning.
Pointen med denne klumme er ikke, at aftalen er dårlig. Det er den bestemt ikke. Nøgternt betragtet er der meget, der taler for, at aftalen er god for alle tre parter.
Det vil bare være synd at kalde aftalen for gammel vin på nye flasker. Det er snarere ny vin på gamle flasker.
Summa summarum kan man altså godt konkludere to ting på samme tid:
Aftalen kan sagtens være god, samtidig med at dækningen op til offentliggørelsen af den var dårlig.




















