Abud Mustafa har egentlig et konsistent argument: Hvis danskhed primært er et juridisk faktum, som han insisterer på, så er temperament, antagonisme, bandeord og afbrydelser ikke afgørende for hans danskhed. Men hvis danskhed også handler om en bestemt offentlig samtaleform -- relativt lavmælt, argumenterende og med plads til, at modparten taler færdig -- så sidder der nok en del seere og tænker, at de ikke primært ser en dansker.