TRUMP. PERSERNES FRELSER. Lad os lige få noget ud af verden. Iranerne er ikke dumme. Hverken dem i Iran eller dem der er flygtet til Danmark eller andre steder i Vesten. Iranerne er nogle uddannede, sekulære og skeptiske typer. De sidder ikke i Teheran og tror at Trump kommer flyvende og frelser dem fordi han inderst inde er en blød humanist med en kærlighed til alt persisk, og de forestiller sig heller ikke at Israel vågner op hver morgen og spørger sig selv hvordan de kan ofre deres unge soldaters liv for det iranske folks frihed. Iranerne ved godt hvordan verden fungerer. De har haft næsten 50 års intensiv undervisning i realpolitik. De ved godt at stormagter ikke kaster missiler af pure næstekærlighed. De ved godt at geopolitik ikke er en Røde Kors indsamling. De er godt klar over at når nogen gør noget for folket, så skal man altid lige tjekke hvem der også får noget ud af det. Men de er røv ligeglade. Når man i årtier har levet med et regime, der regulerer ens tøj, ens ord, ens kærlighedsliv, ens musiksmag og ens fremtid, så begynder moralfilosofiske diskussioner om “frelserens” intentioner at føles pænt akademiske og forkælede. Hvis din familie er ved at drukne i en brønd, så vil du takke selv Hitler, hvis han kommer med en stige. Iranerne, både i Iran og i diasporaen, har fuldstændig gennemskuet, at Trumps og Israels motiver først og fremmest handler om magtbalance, sikkerhed og egne interesser. Selvfølgelig gør de det. De har levet i klemme mellem stormagter siden før vi begyndte at diskutere kønsroller og surdej på Instagram. For os i Vesten er intentioner selvfølgelig meget vigtige. Vi har den priviligerede luksus at kunne diskutere dem til hudløshed, helt risikofrit henover en latté, helt offentligt og uden frygt. Vi kan skrive kronikker om dobbeltmoral, strategiske interesser og onde imperialistiske tendenser. Det er super forkælet, men det er også fint. Det skal vi endelig blive ved med. Fordi vi kan. Men for den iranske kvinde der bliver arresteret og voldtaget for at vise hår, eller den studerende der har fået tænderne banket ud for at råbe et slogan, eller manden der bliver hængt fra en kran for at mene noget, der er prioriteterne altså lidt anderledes. Lad os lige huske på noget historisk, før vi bliver alt for overlegne og selvretfærdige. Da Amerika gik ind i 2. verdenskrig, så var det ikke kun et humanitært projekt. Franklin D. Roosevelt var ikke udelukkende drevet af en kærlighed til europæisk kulturarv og croissanter. Nixenbixen. Det var realpolitik hele vejen. Sikkerhed, magtbalance, økonomi. Den slags håndgribelige ting. Men da amerikanske soldater marcherede ind og smed nazisterne på porten, så stod europæerne ikke med korslagte arme og krævede en redegørelse for Washingtons geostrategiske interesser og intentioner. De var lykkelige for, at nazisterne blev losset ud. Vi elsker at fortælle os selv, at vi er drevet af renhjertet idealisme, men sandheden er at stormagter altid handler ud fra deres egne interesser. Det gjorde USA dengang. Det gør de nu. Det gør alle. Det gør du og det gør jeg. Pointen er bare, at når man lever under et brutalt regime, så rangerer spørgsmålet om befrierens inderste motiver langt lavere end spørgsmålet om, hvorvidt undertrykkeren bliver stoppet. Sagt på en anden måde, det kan godt være du ikke bryder dig om politiet, men du vil gerne have at de kommer og stopper din voldtægtsmand. Iranerne kræver ikke perfekte intentioner fra Trump og Israel. De kræver, at regimet destrueres. Resten kan de diskutere bagefter. Når de kan gøre det uden at blive hængt.